I de kommende år vil vi i Danmark se et stigende antal ældre i form af den omdiskuterede ældrebyrde. Disse ældre skal plejes og forsørges rundt omkring på de danske plejehjemme, og i takt med at arbejdsstyrken bliver mindre, kan dette blive et potentielt problem. Til løsning af dette arbejder forskere på højtryk for at finde en løsning – og måske er denne løsning netop velfærdsteknologi. I denne artikel kan du læse mere om de nye former for velfærdsteknologi, samt hvad indtoget egentlig vil betyde for kvaliteten af servicen på de danske plejehjem.

Velfærdsteknologi – fra robotter til høreapparater

Velfærdsteknologi består overordnet set af teknologier og ydelser, der både er arbejdskraftsbesparende og samtidig er med til at øge kvaliteten af velfærdsydelserne. Dette betyder, at velfærdsteknologi både er de ydelser, som kan erstatte medarbejdernes arbejde med de ældre, men også den teknologi som kan støtte de ældre. Derfor er velfærdsteknologi alt fra robottoiletter og sociale terapeutiske robotter til høreapparater og støttestrømper, som vi kender i dag.

Rundt omkring i landet er afprøvning af de nye velfærdsteknologier allerede i fuld gang. I Slagelse Kommune er de i fuld gang med at afprøve et nyt webcamsystem, hvorigennem kommunen kan få videokontakt med 10 KOL-patienter. På sigt forventer de danske politikere, at den nye velfærdsteknologi vil skabe besparelser på området samt erstatte en række arbejdspladser inden for ældreplejen.

Hvad siger de ældre til den nye velfærdsteknologi?

Det er de ældre, som er prøveklude for den nye teknologi – og blandt de ældre ses der delte meninger om at lukke de nye robotter ind på plejehjemsgangene. Der er ingen tvivl om, at de intelligente robotter, som både kan hjælpe de ældre på toilettet samt fungere som psykologer, betyder besparelser af både tid og penge i ældresektoren. Men hvad siger de ældre egentlig til de nye teknologier, og kan en robot overhovedet erstatte den menneskelige kontakt, som imødekommer de ældre hver eneste dag?

Undersøgelser indenfor området viser, at mange af de ældre er skeptiske overfor den nye velfærdsteknologi. Mange af de ældre, som opholder sig på plejehjem, oplever i forvejen ensomhed. Derfor kunne man forestille sig, at det ville få store sociale konsekvenser for de ældre, hvis de ikke havde adgang til menneskelig kontakt i løbet af dagen. Omvendt har mange af de ældre udtalt, at de er trygge ved den nye velfærdsteknologi, som jo kan ses som deres kilde til forbedringer på plejeområdet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation